Godt nok er de løsningsforslag, der kommer fra AfD, Wilders, Le Pen og Trump m.fl. ikke virkelige løsninger, men den væsentlige grund til deres succes skal man finde i virkeligheden og ikke i vrangforestillinger.
En af verdens førende eliteforskere, Michael Hartmann, har været interviewet om årsagerne til højrepopulismen i Kölner Stadt-Anzeiger 17. marts:
Du, Hr Hartmann, og Donald Trup og Martin Schulz, AfD, Linke og Wutbüger, Brexit-pensionister og unge Podemos folk i Spanien og ligeledes den hollandske højrepopulist Geert Wilders – det, der forener dem alle er kritikken af elite, af establishment. Men hvem er så eliten, establishment?
De to begreber er ikke identiske. Taler vi om eliter, handler det om folk, der i kraft af deres position er i stand til at øve betydelig indflydelse på samfundsudviklingen. Topfolk i politik, økonomi, retsvæsen osv. Establishment betyder, at der mellem disse folk findes en varig forbindelse, at de udgør en relativt fast gruppe. Vi ser på USA engang: Trump tilhører den økonomiske elite, men da han er en outsider inden for økonomiske hører han ikke til establishment. Der boltre Bush’erne, Clinton’erne, Rockefeller’ne og Pritzker’ne sig. Trump hører ikke til her og kan derfor buldre løs mod establishment.
Vender vi os engang mod vores egne tilstande, så tordner en mand som Martin Schulz, der i årevis har ageret i Bruxelles, nu pludselig også mod eliterne. Er det troværdigt?
Nej, det er ikke troværdigt, men det fungerer fordi den brede befolkning ofte identificerer Bruxelles EU-Establishment med von Junckers person. Schulz er desuden ikke belastet af det, der sker i tysk politik og kan derfor præsentere sig som det nye, som den der ikke hører til establishment. Om han kan opretholde dette billede helt frem til valgene, det kan jeg imidlertid godt have min tvivl om.
Er SPD’ Kanslerkandidat populist, eller er den almindelige borger bare for dum til at forstå komplekse sammenhænge – sådan som politolog og kommentator Herfried Münkler har sagt det?
Når man bruger begrebet ”Establishment”, betyder det til at begynde med blot, at man kritiserer en privilegeret gruppe i samfundets top. Der er en korrekt kerne i denne kritik, og det på samme måde for Tyskland, USA, Storbritannien og Frankrig: I de foregående 20, 30 år har en relativt lille personkreds profiteret voldsomt af den økonomiske udvikling, mens levestandarden i den brede befolkning er stagneret eller sågar faldet. I USA tjener gennemsnittet i dag lige så meget som i slutningen af 1970erne, i Tyskland er det en smule højere end i begyndelsen af 1990erne, mens stigningerne i toppen har været enorme. Når Münkler altså siger, at folk er dumme, så mener jeg derimod følgende: de her folk er bestemt ganske realistiske hvad angår deres egen materielle situation.
Så elite-bashing er ikke et postfaktuelt fænomen?
Nej. Se engang på Dax-direktørlønningerne: de er syvdoblet siden begyndelsen af 1990erne. Eller tjek Fr. Hohmann-Dennhardt hos VW, der indkasserer 12.5 millioner euro for 12 måneder, eller den gennemsnitlige årsløn for NRW-Sparekassedirektørerne, der ligger på over 300.000 euro. Det er ikke postfaktuelt. Godt nok er de løsningsforslag, der kommer fra AfD, Wilders, Le Pen og Trump m.fl. ikke virkelige løsninger, men den væsentlige grund til deres succes skal man finde i virkeligheden og ikke i vrangforestillinger.
I øjeblikket søger mange deres frelse i en højredrejning, i nationalisme, lukkede grænser og fremmedhad. Alliancer og venskaber smuldre bort. Er det elitens skuld – eller er det folk der ikke sætter sig nok ind i tingene?
De hovedskyldige er eliterne, der siden 1980erne til stadighed har forkyndt en eneste ting: ”Globalisering er en fordel for alle”. Og: ”Vores politik er uden alternativ”. Disse påstande er gennemgående i de foregående årtier. Når dele af befolkningen nu ikke længere tror på dette politiske mantra, fordi de ikke kan få øje på fordelene for dem, så kommer vi på et tidspunkt til det punkt, hvor man hopper på limpinden hos dem, der tilbyder et alternativ, også selvom det er tosset. Skuffelsen over de etablerede går hånd i hånd med det stille håb om at de nye måske trods alt kan gøre noget bedre. Dertil kommer så at en del tillige har en tilbøjelighed til at søge skylden hos de svagere, så som migranter eller flygtninge.
Hvorfor gik egentlig der ikke flere mennesker til barrikaderne på det tidspunkt hvor hundrede af milliarder blev ødslet bort på børserne og i bankerne? Det var vel langt værre end samtlige Grækenlands-dramaer og såkaldte flygtningestrømme.
Chokket og angsten sad så dybt, at man til sidst var glad for, at det hele på en eller anden måde blev ordnet. I Tyskland klarede man det med supplerende understøttelse og andre klassiske mekanismer. I den forbindelse tog man ikke rigtig bestik af, hvor mange penge der blev kastet i bank-redningen. Hvad bare HSH Nordbank egentlige kostede skatteborgerne, det får vi først kendskab til nu. Det ligger nok et sted mellem 15 og 20 milliarder Euro. Den gang i forbindelse med bankerne var det i øvrigt politikerne der argumenterede postfaktuelt, da de betegnede deres redningspakker som uomgængelige. Nogle banker, som fx IKB, havde man uden større problemer kunnet lader gå konkurs. Og de ansvarlige i banksektoren blev aldrig rigtig draget til ansvar, tværtimod: For de flestes vedkommende blev bonusserne sågar fortsat udbetalt med glæde. Også her forstærkes indtrykket. Dem på toppen kan gøre, som det passer dem.
Disse tilstande, du har beskrevet, bringer de demokratiet i fare?
Faren eksisterer bestemt, hvis intet ændrer sig. Den kommer derfor ikke kun fra højrepopulismen, men netop også gennem de etablerede eliters adfærd. Det gælder fortiden, men også nutiden. Ser man på premierminister Mark Rutte i Holland, der nu står styrket efter valget overfor højrepopulisten Geert Wilder, eller på den franske præsidentkandidat, den konservative Francois Fillon – ja, så er meget jo efterhånden det samme som hos Wilders eller Le Pen. Rutte gør migranter til syndebukke i nærmest lige så høj grad som Wilders, og Fillon polemiserer mod retsvæsnet præcis som Le Pen. Særligt slemt er det, når politikere over en længere periode ikke tager forandringer i befolkningen alvorligt, som fx den dramatisk faldende valgdeltagelse. Det er aldrig rigtig blevet debatteret, fordi det ikke har truet magtforholdene.
Har eliternes umådeholdenhed, gerrighed og skødesløshed i sidste ende ført til et tab af ”anstændighed og moral” hos mange borgere?
Sådan kan man se det. Hvordan er det, nu det gamle ordsprog? Forrådnelsen begynder i toppen [ty. Der Fisch stinkt vom Kopf her]. Når udfald mod flygtningen bliver salonfähigt blandt den politiske top, så opildner det naturligvis en sådan proces. Holdninger, der længe blev plejet i det skjulte, kommer frem i lyset. Fremmedfjendtlig tale bliver tolereret, folk bliver sågar delvist voldelige.
Hvad burde eliterne gøre for at samfundene igen kommer på det rene med sig selv og andre?
Eliterne burde foretage en ærlig statusopgørelse og indrømme deres egne fejl. Det gælder først og fremmest i skatte- og socialpolitikken, der i særlig grad har bidraget til social ulighed. Og de ansvarlige burde mere konsekvent blive stillet til regnskab, som fx i HSH Nordbank. Så længe det indtryk bliver stående, at dem i toppen i sidste ende kan gøre som det passer dem, så er der ikke noget, der ændrer sig.
Michael Hartmann i samtale med Thomas Geisen
Oversat af Jacob Aagaard Lunding