Personer forgår – Magten består er den nye kortlægning af magteliten i Danmark. I bogen kan vi for første gang følge udviklingen i den danske magtelite over tid.
Hvem er den danske magtelite i dag? Og hvordan har magteliten forandret sig de seneste fem år? Det giver denne bog svaret på med en ny unik kortlægning af over 5.500 bestyrelser, råd og udvalg med mere end 56.000 poster og næsten 40.000 personer.
Bogen er en opfølger og udbygning af den banebrydende analyse i Magteliten, og med den nye kortlægning tegnes et billede af stabiliteten i magteliten som gruppe. Det er stadig en eksklusiv gruppe af topfolk fra de samme organisationer, der har hovedrollerne i magtspillene i Danmark. Og de ligner sig selv: Midaldrende, hvide mænd med djøf-uddannelser fra ’gode’ familier, bosat på den rigtige side af Lyngbyvejen. Bogen afslører dog, at der også er forandringer at spore.
Personer forgår – Magten består giver et indblik i, hvilke former for magt, der tæller i det danske samfund, og hvad der skal til for ikke blot at få magten, men også fastholde den.
Bogen er skrevet af Christoph Houman Ellersgaard, Anton Grau Larsen og Sarah Steinitz.
Personer forgår, Magten består – Udviklingen i magteliten over fem år udgives i Hans Reitzels serie Forskertanker og kan rekvireres her.