Kronik af Sarah Steinitz, Christoph Houman Ellersgaard & Anton Grau Larsen.
Bragt i Berlingske d. 28. maj 2019.

Ny kortlægning viser, hvordan den danske magtelite har forandret sig – eller ikke forandret sig – over fem år. Toppen af vores samfund er præget af stabilitet og homogenitet. Det er bestemte interesser, der finder vej til magtens borde. Vi risikerer at gå glip af vigtige indsigter, når demokratiets dør er mere åben for nogen end for andre. Det kalder på en demokratipolitik.

Mens de politiske vinde blæser til højre og venstre i valgkampen, og alle er optagede af at diskutere, hvem der nu ”vinder magten”, går en gruppe magtfulde mennesker under radaren. En gruppe af offentlige og private topfolk, der er tæt forbundet gennem deres poster i landets mest toneangivende bestyrelser, råd, nævn, udvalg og fonde. En gruppe, der sammen tager beslutninger med konsekvens for mange mennesker og sætter kursen for, hvor Danmark bevæger sig hen som samfund.

På baggrund af mere end 5.000 bestyrelser, råd, udvalg og andre fora har vi kortlagt den danske magtelite i en ny bog, der udkommer 28. maj. Det er anden gang, vi kortlægger en magtelite i Danmark gennem netværksanalyse, og dermed kan vi for første gang følge magtelitens udvikling over en årrække.

Kortlægningen rejser nogle vigtige spørgsmål om magt og magtfordeling i vores samfund. Spørgsmål, der maner til demokratisk selvransagelse og overvejelser om, hvilke interesser der finder vej til magtens cirkler; om forholdet mellem forskellige magtfulde interesser er, som det bør være, og om magteliten afspejler befolkningen i tilstrækkelig grad.

Det er vigtige spørgsmål, som må være op til den enkelte borger at vurdere. Pointen med at kortlægge magteliten er netop at lægge det åbent frem, hvem der inviteres ind i de lokaler, hvor afgørende beslutninger tages. Lokaler, der typisk er lukket for offentlighedens blik. Først når vi har en kortlægning af, hvem magteliten er, kan vi begynde at diskutere, om vejen til magten er tilpas åben – og om fordelingen af magt burde se ud på en anden måde. Altså demokratipolitik.

Sammenligningen af magteliten over fem år viser, at det i vidt omfang er de samme stemmer, der bliver hørt i magtens fællesskab. Fire ud af fem personer i den nye magtelite er ansat i en organisation, der også havde en leder med i den gamle magtelite. Og af de resterende 20 pct. har hovedparten en post, fx en bestyrelsespost, i en organisation, der også var med i den gamle magtelite.

Der er dog kommet en masse nye ansigter i magteliten, siden den første kortlægning i 2012. Knap 60 pct. af de personer, der udgør den nye magtelite, var ikke med i den gamle. Men. Vi skal ikke kigge langt ned ad visitkortene for at se, at magtelitens ”nye” medlemmer i høj grad kommer fra de samme sektorer og sågar de samme organisationer som medlemmerne af den gamle magtelite. Formanden for Dansk Metal Claus Jensen er ny, det samme er Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen og direktør i Mærsk Søren Skou. Men både Metal-formanden, Socialdemokratiets formand og Mærsks direktør var bestemt også med i den gamle magtelite – blot under andre navne.

Personerne forandrer sig over tid. Men organisationerne og deres netværk består.

Magteliten domineres fortsat af erhvervslivets interesser. 43 pct. er virksomhedsledere og yderligere 11 pct. har lederposter i erhvervsorganisationer. Derudover er der fire andre stærke fraktioner: Fagbevægelsen (som udgør 14 pct. af magteliten), politikerne (10 pct.), topembedsmændene (10 pct.) samt rektorer og forskere fra forsknings- og uddannelsesverdenen (10 pct.). Det øvrige Foreningsdanmark får lige præcis foden indenfor i magteliten med 1 pct.

Er det en tilpas bredde i de interesser, der dominerer de toneangivende råd, udvalg og bestyrelser i Danmark? Skal fx miljøet og socialområdet have plads i magteliten? Og er det nok, at vi i et samfund, der bryster sig af et stærkt civilsamfund og foreningsliv, stort set ikke finder andre foreninger end fagforeninger og erhvervsorganisationer i magteliten? Hvor er Danmarks Naturfredningsforening, FDM, højskolerne og aftenskolerne? Ligeledes kunne man – alt efter temperament – spørge, om ikke folkekirken, kulturlivet eller sundhedsvæsenet burde indgå på lige fod med erhvervsinteresser eller forskning og uddannelse, når sektorerne mødes?

Selv inden for de sektorer, der er repræsenteret i magteliten, taler nogle stemmer markant stærkere end andre. Skævheden inden for sektorerne ses ikke mindst i erhvervslivet, hvor kun ni ud af de 172 erhvervsfolk er ledere af små og mellemstore virksomheder. Dette til trods for, at små og mellemstore virksomheder har omkring dobbelt så mange ansatte som de store virksomheder.

Også inden for fagbevægelse, politik, stat og videnskab vejer nogen interesser markant tungere end andre. På uddannelsesområdet er det universiteterne og ikke professionshøjskoler, erhvervsskoler, gymnasier eller folkeskoler, der har plads i magteliten. Og det er helt entydigt økonomerne omkring vismandsinstitutionen, der tegner forskningsverdenen. På samme måde er det især de økonomiske ministerier, der tegner embedsværket. Og selvom SF og DF til forskellige tider nærmer sig det politiske establishment, er det fortsat partierne med veletablerede alliancer til den øvrige magtelite – Venstre og Socialdemokratiet – der indtager nøgleposterne i netværket.

Foruden spørgsmålene om, hvilke interesser der finder vej til magtens cirkler, og hvordan forholdet mellem dem bør se ud, må en demokratipolitik også forholde sig til, om magteliten afspejler befolkningen i tilstrækkelig grad.

I kortlægningen kan vi se, at magteliten i overvældende grad udgøres af midaldrende, hvide mænd med djøf-uddannelser, bosat på den rigtige side af Lyngbymotorvejen. Og ofte mænd, der er født med enten en guld- eller en sølvske i munden: Mere end halvdelen har fædre fra overklassen eller den øvre middelklasse. Udover at der er kommet lidt flere kvinder og endnu mere djøf-dominans i den nye magtelite, så ligner den nye magtelite den gamle til forveksling. Stadig glimrer store befolkningsgrupper ved deres fravær eller underrepræsentation.

Det rejser vigtige spørgsmål om, hvordan vi kan mindske barriererne for, at kvinder, etniske minoriteter, faglærte og ufaglærte samt ikke mindst deres børn kan blive hørt. For det skulle være sært, om talent var så skævt fordelt, at det primært tilfaldt børn fra de mest velstillede lag i samfundet. Mere nærliggende er det, at vi går glip af masse værdifulde perspektiver fra skarpe personer, der er opvokset i andre lag i samfundet – og således ikke har haft samme muligheder for at entrere de bonede gulve.

Hvem der skal have magten i det danske samfund, er et grundlæggende demokratisk spørgsmål, der ikke kun handler om at afgive en stemme til Folketinget hvert fjerde år. Det er borgernes ret at vide, hvem der inviteres ind til magtelitens mødeborde og tages med på råd – og hvem der reduceres til biroller i magtens spil og må nøjes med at lave høringssvar eller happenings for at tale deres sag.

Hvis man som borger drømmer om, at magtfordelingen i samfundet så ud på en anden måde, er det kommende folketingsvalg en oplagt anledning til at overveje, hvor man får mest demokrati for sin stemme. Kortlægningen af magteliten kalder på, at vi som samfund begynder at interessere os mere for, hvordan vi kan videreudvikle og demokratisere vores demokrati. For én ting synes klart ud fra analysen af magtelitens udvikling over en fem år: Forandringer i magtens cirkler sker ikke af sig selv.