Category Archives: Magtens Atlas

Erhvervslivet Inderkreds – Dansk Industri som bindeled mellem de hæderkronede virksomheder

Her kommer en kort smagsprøve på vores nye atlas over ‘Magtens Organisering’, hvor vi ser på forbindelserne mellem omkring 5.000 forskellige organisationer. Vi er her nået til netværket mellem de 1.660 fora, der er knyttet til erhvervslivet.

Du kan læse mere om projektet og være med til crowdfunde bogen her.

Dansk erhvervsliv er ekstremt velforbundet. De 1.660 fora i erhvervslivet er enten samlet i et netværk eller ligger stort set isoleret alene eller i små virksomhedsgrupper som importører af hvidevarer som Miele. Næsten to tredjedele, 1.048, af erhvervslivets fora er fonbundet omkring kernen i det store netværk. Nogle virksomheder og brancheorganisationer ligger dog ret langt fra kernen af dette netværk. Det er typisk mindre provinsvirksomheder som fx trykkeriet Nilpeter i Slagelse eller firmaer i mere perifere brancher som PR-bureauet Primetime. Helt centralt i netværket finder vi en række fora, der er forbundet på kryds og tværs. Det er erhvervslivet inderkreds, der består af de mest prestigiøse virksomheder og de mest indflydelsesrige arbejdsgiverorganisationer.

index

Hver cirkel er en organisation med tilknytning til erhvervslivet, fx en virksomhedsbestyrelse, men det kunne også være et udvalg i en brancheorganisation. Forbindelserne mellem organisationerne kommer, hvis organisationer deler medlemmer.  Størrelsen på cirklen fortæller hvor mange andre organisationer en organisation kan nå ud til gennem de forbindelser medlemmerne af organisationen har. Farven fortæller hvor godt organisationen er forbundet i hele magtnetværket. Som man kan se er de fleste – men ikke alle – velforbundne virksomheder også godt forbundet til de øvrige magtfulde organisationer i Danmark.

Erhvervslivets inderkreds er ekstremt velforbundet til resten af organisationernes netværk. Her finder vi landets allerstørste virksomheder som Mærsk, Novo og Lego. Dog er fx Toms og andre relativt store virksomheder primært centrale indenfor erhvervslivet, mens deres forbindelser til fora i andre sektorer er begrænset. Helt centrale er dog også erhvervslivets organisationer, især Dansk Industri. Blandt de isolerede fora i erhvervslivet finder vi især de mellemstore virksomheder. Men vi finder også større udenlandsk ejede virksomheder, som Danisco eller multinationale selskabers danske underafdelinger, fx Nestlé.

De mest centrale fora i erhvervslivet afspejler især Dansk Industris helt centrale role. Syv ud af de ti mest centrale fora er således knyttet til Dansk Industri. Længere nede af top tyve listen over mest centrale fora internt i erhvervslivet findes også andre brancheorganisationer som Finansrådet og Dansk Erhverv, mens få virksomhedsbestyrelser formår at være ligeså velfundne, også fordi de ofte har færre medlemmer. En del af de bedst forbundne virksomhedsbestyrelser har enten andre virksomheder som kunder, fx Rambøll og COWI eller er ejet eller tæt knyttet til arbejdsmarkedets parter som Industriens Pension eller kapitalfonden Axcel.

Niels Bjørn Christiansen, den mest centrale person i erhvervslivets netværk, afspejler de afgørende organisationer. Blandt meget andet er han administrerende direktør i den hæderkronede industrigigant Danfoss, bestyrelsesmedlem i Mærsk og viceformand i Dansk Industri. Dansk Industris centrale rolle ses også ved at adm. direktør, og tidligere departementschef i finans- og statsministeriet Karsten Dybvad, er den næstbedst forbudne i erhvervslivet. De fleste centrale aktører er typisk direktører de største danske virksomheder. At landbruget også spiller en vigtig rolle kan ses ved nr. 5 bestyrelsesformand i Danish Crown, svinebonden Erik Bredholt. Samlet set er de store, gamle danskejede virksomheder, med Dansk Industri som det afgørende bindeled, knudepunkterne i sektoren.