Bøger
Personer forgår – magten består (2019)
Personer forgår – Magten består tillader ved hjælp af opdaterede datasæt at man for første gang kan følge udviklingen i den danske magtelite over tid.
Hvem er den danske magtelite i dag? Og hvordan har magteliten forandret sig de seneste fem år? Det giver denne bog svaret på med en ny unik kortlægning af over 5.500 bestyrelser, råd og udvalg med mere end 56.000 poster og næsten 40.000 personer.
Bogen er en opfølger og udbygning af den banebrydende analyse i Magteliten, og med den nye kortlægning tegnes et billede af stabiliteten i magteliten som gruppe. Det er stadig en eksklusiv gruppe af topfolk fra de samme organisationer, der har hovedrollerne i magtspillene i Danmark. Og de ligner sig selv: Midaldrende, hvide mænd med djøf-uddannelser fra ’gode’ familier, bosat på den rigtige side af Lyngbyvejen. Bogen afslører dog, at der også er forandringer at spore.
Personer forgår – Magten består giver et indblik i, hvilke former for magt, der tæller i det danske samfund, og hvad der skal til for ikke blot at få magten, men også fastholde den.

Skolet i den røde bygning (2018)
Statens maskinrum styres til dagligt af en gruppe indflydelsesrige topembedsmænd, men hvem når til tops i staten, og hvad kendetegner deres vej op gennem hierarkiet?
Skolet i den Røde Bygning kortlægger samtlige karriereforløb for alle topembedsmænd i centraladministrationen og viser et ledelseslandskab i forandring. Bogen viser, hvordan en voksende gruppe embedsmænd med en fortid i Finansministeriets røde bygning hastigt finder vej til de mest indflydelsesrige poster i centraladministrationen.
I dag findes der langt flere topembedsmænd, som har erfaring fra Finansministeriet sammenlignet med tidligere. De forgrener sig også ud i flere forskellige dele af centraladministrationen. Finansministeriets embedsmænd er nemlig yderst eftertragtede kandidater, og i dag kommer topledelsen i næsten samtlige ministerier og styrelser med en fortid fra Finansministeriet. De topembedsmænd, som er blevet skolet i økonomi og effektivisering, bliver også i gennemsnit tildelt topposter langt før deres kollegaer, som ikke har været en tur forbi Finansministeriet.
Denne udvikling i statens baggrund og erfaring afdækkes dybdegående i Skolet i den røde bygning.

Tæm eliten (2017)
Vi lever i den vildfarelse, at vi er borgere i et ægte demokrati. Men når det kommer til reel indflydelse, er vores samfund et skindemokrati. Svaret på tidens tillidskrise mellem borgere og politikere og på elitens voksende dominans, er mere borgerdemokrati, argumenterer Mulvad, Ellersgaard og Larsen.
I Tæm eliten viser de, hvorfor magtkoncentrationen er så skadelig for vores demokrati. Og så formulerer de en konkret vision for, hvordan borgerne kan vinde magten tilbage.
Vi skal turde diskutere magten. Ønsker vi, at bestemte grupper af mennesker skal have så stor magt? Tæm eliten handler om igen at gøre det til et demokratisk spørgsmål, hvem der træffer samfundets afgørende beslutninger.

Revner i glasloftet? (2017)
Revner i glasloftet? er en bog om kvinders vej til finansdirektørposten. Bogen viser, at antallet af kvindelige finansdirektører er mere end fordoblet siden 2012, og den kortlægger karrierevejene for 55 kvindelige finansdirektører i Danmarks største virksomheder.
I 2012 styrede kun 19 kvinder finanserne i Danmarks 1000 største virksomheder. I 2016 er tallet mere end fordoblet: 40 kvinder sidder nu som finansdirektører i Danmarks 500 største virksomheder. Men de kvindelige finansdirektører er ikke fru-hvem-som-helst. Mange har tilbragt hele deres karriere i nogle af Danmarks allerstørste virksomheder. Vejen til finansdirektørposter tillader ikke karrierejobs i små start-ups eller at prøve sig af som selvstændig i sin egen lille virksomhed. Ej heller er det en god idé at starte sin karriere i det offentlige, hvis man drømmer om at blive finansdirektør.
Bogen afdækker, hvordan det kræver en snorlige finanskarriere med helst meget høje uddannelsesniveauer for at nå til finansdirektørposten. Størrelsen på de virksomheder, hvor kvinder starter og er ansat i løbet af deres karriere, er også helt afgørende. Mange af kvinderne har haft hele deres karriere i nogle af Danmarks allerstørste virksomheder. Man skal altså helst ’starte stort ud’ for at ende i toppen af en stor dansk virksomhed. En samlet afdækning præsenteres her.

Magtens Atlas (2016)
Magt, magtkoncentration og fordeling af magtressourcer er vigtige ting at diskutere i et demokrati. Med et klart blik for, hvordan magten er organiseret i Danmark, er det nemmere at diskutere, hvilke interesser og aktører, der sidder på afgørende beslutninger i samfundet, i hvor høj grad de afspejler befolkningens interesser og om magtfordelingen burde se ud på en anden måde.
Magtens atlas er en kortlægning af den organiserede magt i Danmark, der viser, hvordan organisationer, foreninger, statslige råd, udvalg og hele samfundet er bundet sammen af netværk.
Formålet med Magtens atlas er at skabe et overblik over, hvordan vores samfund reelt hænger sammen gennem netværksforbindelser og at tillade læseren at gå på opdagelse i det danske magtnetværk så vi borgere har bedre mulighed for at sikre, at vores stemmer bliver hørt.
Magtens Atlas afdækker erhvervslivet, fagbevægelsen, uddannelsessektoren, civilsamfundet, mv. Kortene viser, at der er hovedveje, centrale knudepunkter og perifere blindgyder i det danske magtnetværk. Ligesom i et geografisk atlas er de enkelte kort ledsaget med kurver og tabeller over, hvor godt enkelte organisationer og personer forbinder sig i magtens netværk.

Magteliten – Hvordan 423 danskere styrer landet (2015)
Der findes en magtelite i Danmark. Magteliten fortæller, hvem den består af, og hvem det dermed er, der styrer Danmark.
De 423 mest magtfulde danskere træffer de tungeste beslutninger i politik, erhvervsliv, fagforeninger og kulturliv. Til sammen danner de et lukket netværk i toppen af det danske samfund.
Sociologerne Christoph Houman Ellersgaard og Anton Grau Larsen har brugt fire år på at kortlægge mere end tusind bestyrelser, fonde, udvalg, VL-grupper og andre steder, hvor magtfulde mennesker mødes, og de kan nu sætte navn og ansigt på en inderkreds af erhvervsdirektører, fagforeningsbosser, toppolitikere og universitetsfolk m.fl., som kender hinanden på kryds og tværs og ved fælles hjælp sætter kursen for alle os andre.
Bogen er en fascinerende rejse ind i magtens inderste cirkler, og den afliver myten om, at vi lever i et egalitært samfund, hvor den brede befolkning bestemmer det meste.

