Søren Jakobsen. Overklassemagt – på strejftog i de øverste danske magtcirkler. Tiderne Skifter. 2016
Søren Jakobsen tager i sin nye bog et særdeles svært emne op. Nemlig at påvise, at overklassen – her forstået som gruppen af mest formuende danskere – faktisk bruger sine økonomiske midler og kontrol med de største danske virksomheder og fonde til at bestemme noget. Det er særlig svært, fordi man ved at sige magt ofte skal overbevise magtskeptikerne. Her er tale om en art djævelens advokater, der ikke tror på, at nogen får indflydelse over noget uden at det kan ses krystalklart. Problemet er, at man ikke blot skal vise det oplagte: at deres positioner i organisations struktur giver dem muligheder og at andre mennesker tilpasser sig efter dem. Der skal også leveres en rygende pistol. På den måde bliver det at påvise skeptikerne om, at overklassen bruger sin magt til at løse mordgåden i en krimi. Hver gang alle beviser peger i en retning kan forfatteren efter forgodtbefindende opfinde nye kriterier eller andre grupper, der kunne have de samme interesser. Samtidig risikerer en enkelt fejl i bevismaterialet at få hele sagen til at falde på gulvet.
Problemet ved de rygende pistoler er, at den kyndige gerningsmand naturligvis skjuler den. Derfor er vi heller aldrig i vores arbejde stødt på eb rygende pistol. Jakobsen leverer den heller ikke. Men mindre kan også gøre det. Overklassemagt rummer et fint indblik i overklassens verden og hvordan overklassen med held søger indflydelse.
Dermed lykkes Jakobsens projekt overordnet set rigtig godt. Bogen kommer med talrige eksempler på, hvordan vores dagligdag – lige fra forbrugsartikler og kulturtilbud til skatte- og miljøpolitik påvirkes af overklassen. Samtidig lykkes det at komme et spadestik dybere i forhold til den myriade af selskabskonstruktioner og fonde, som binder giver overklassen kontrol over virksomheder og binder den sammen. Som en, der selv har forsøgt at hente samme typer af oplysninger ud af virksomhedernes årsregnskaber, må jeg sige, at Jakobsen har udført et særdeles nidkært detektiv- og gravearbejde, som kommer læseren til gode. Det er en skam, at historierne om fx LEGO-familiens voldsomme bevillinger til eget forbrug de sidste år ikke er standartstof i dagbladene, men kun kommer frem i en bog som denne. De fortjener en bredere debat. Endelig skinner Jakobsens mange års arbejde med erhvervseliten i gennem i hans imponerende kendskab til hele hans persongalleri og deres indbyrdes venskaber, ægteskaber og alliancer.
De tre klasser i overklassen
Jakobsen skelner mellem tre dele af overklassen: 1) Aristokratiet, som er kredsen omkring kongehuset, primært dele af adellen, men i dag også suppleret af de mest veletablerede industridynastier, så som Mærsk-, Lego- og Danfoss-familierne. Denne gruppe var også genstand for Jakobsens sidste bog. Overklasseliv – fra landadel til magtelite og jetset fra 2011, 2) Overklassen, der primært indeholder etablerede formuer og som aspirerer mod at blive en del af aristokratiet og 3) Den økonomiske overklasse, som er gruppen af nyrige, der snarere udfordrer aristokratiet end forsøger at assimilere sig i det. Men undtagelse af enkelte i aristokratiet har alle det til fælles, at deres formue gøres op med mindst ni cifre.
Jakobsen ser, også i et magtnetværksperspektiv, helt rigtigt i at skelne aristokratiet – hvis medlemmer i vid udstrækning er centralt placerede i vores analyse af Magteliten – fra de nyrige. De to grupper øver indflydelse på helt forskellige måder. De nyrige forsøger, Som Jakobsen viser med Lars Seier Christensen som eksempel, at skabe nye institutioner, der kan fremme en mere utilsløret egeninteresse, mens aristokratiet netop mestre de gamles penges kunst: At få ens interesse til at fremstå som almenvellets interesse.
En enkelt del af overklassen glimter dog ved sit fravær. Det drejer sig om forvalterne af overklassens penge. Det drejer sig om de administrerende direktører, som dog er underlagt ejerfamiliernes luner og derfor som Jakobsen beskriver af og til må finde sig i en fyreseddel med et gyldent håndtryk som plaster på såret. Især gruppen af administrerende direktører, der har udtjent deres værnepligt og nu sidder som bestyrelsesformand i overklassens selskaber og fonde, så som Mærsk-formand Michael Pram Rasmussen, tidligere Dansk Bank direktør og nuværende bestyrelsesmedlem i A.P. Møller fonden Peter Straarup, tidligere Nykreditboss Henning Kruse Pedersen eller LEGO-formand Niels Jacobsen. Alle synes at være en del af de sociale lag omkring overklassen. Selvom deres pengemagt er mindre er de alle formuende og er med til at fordele overklassens penge. På mange måder står denne gruppe langt tættere på aristokratiet end den øvrige overklasse.
På strejftog?
Af og til bliver strejftogsmetaforen, efter min smag, lidt enerverende. Fx i kapitlet Kagemænd, Kagekoner og Kammerjunckeres indledning ’De TV-arrangerede bagedyster foregår på store herskabelige ejendomme. Sådan er iscenesættelsen også, når det gælder udrulning af de øverste lag til samfundets store lagkage.’ Mange gange bliver laget af metaforer simpelthen så tykt, at de gør teksten unødig kompliceret at læse. Som nævnt er det sikkert en smagssag. Dog betyder strejftoget også, at vi netop aldrig kommer helt i dybden med, hvordan en enkelt familie former hele samfundet i en bestemt retning. Det er ikke nødvendigvis et problem, men noget forfatteren måske kunne gøre sig tydeligere overvejelser omkring.
En anden formmæssig kritik er, at Jakobsen af og til har svært ved at holde sin forargelse – og, lader det til, personlige sym- og antipatier – tilbage. Under rubrikken Ding-Dong Schur beskrives det, hvordan Venstre-mæcen Fritz Schur ’kan se tilbage på sin formandstid i Dong med et skævt smil og nyde sine aftensdrinks på Christiansholm, når butleren kommer med bakken’. På den ene side får vi et flig af Schurs enormt privilegerede og snobbede livsførelse, men i forhold til konsekvenserne af DONG-salget forstyrrer det måske snarere end bringer os nærmere på, hvorfor Schur kunne spille den rolle.
Dog er det også en styrke ved bogen, at den tage fat i overklassens ekstravagante forbrug og, hvad Jakobsen kalder entitlement, når det kommer til forholdet til fredninger, lokalplaner og lignende. Jakobsen iviser, hvordan overklassen medlemmer gennem brug af advokater og ved simpelthen at ignorere myndighederne får deres vilje igennem steder, hvor almindelige borgere ville fejle. På den måde illustreres det også, at overklassen lever i en ganske anden verden med helt andre frihedsgrader, end den øvrige befolkning.
Andre steder motivtolkes der måske en smule for meget. Det gælder fx i omtalen af Marys hofdame og ulønnede privatsekretær Tanja Kjærsgaard Doky, der efter en skilsmisse ’havde brug for et nyt arbejde og en fast månedsløn. Det fik hun med det samme i Mærsk container Industri. Og så viste det sig nogenlunde med tiltrædelsen i det nye job, at hun var blevet kæreste med kronprinseparrets hofchef. Hvilket pudsigt sammentræf.’ Jakobsen kommer med utallige eksempler på lignende former for nepotisme, men om mekanismen er baseret på kæresteforhold eller bare er et netværk, hvor man klør hinanden på ryggen er det nok bedre at lade op til læseren at vurdere.
For alle, der interesser sig for, hvordan økonomisk magt påvirker det danske samfund giver Overklassemagt et væld af eksempler på, at en lille gruppe, primært i kraft af deres arv, har endog meget stor indflydelse på vores allesammens hverdag. Som med det meste arbejde med at afdække magtforhold har Jakobsen ingen rygende pistoler, hvor man konkret kan se overklassen egenhændigt trækker beslutninger igennem. Men listen af indicier på, at især de dele af erhvervslivet, der nærmer sig aristokratiet får tingene, som de gerne vil have dem, er lang nok til, at vi nok har bevæget os udover al rimelig tvivl.
Christoph Ellersgaard